Masseeksperimentet

Skab ny viden



Masseeksperiment 2012
FULDKORN OG ENGLEHOP - KONCENTRATION I TOP?


Kan dine elever koncentrere sig om undervisningen? Betyder det noget om de har spist formiddagsmad og frokost? Hvad har fuldkorn og englehop at gøre med deres læring? Ved at deltage i dette års Masseeksperiment kan dine elever bidrage til, at vi alle bliver klogere på, hvilken betydning mad og aktivitet har for koncentration og dermed læring. For nogle børn kan det være en udfordring at spise nye madvarer – de lider af såkaldt food neophobia - uvilje mod nye madvarer. Læs mere her.

Masseeksperimentet vil også undersøge fænomenet food neophobia for derved at undersøge skolebørn i alle aldres tilgang til nye fødevarer.

TILMELDINGEN ÅBNEDE DEN 19. APRIL 2012
Skal din klasse være blandt de 1300 heldige klasser som deltager i Masseeksperimentet og dermed være med til at skabe ny viden i forbindelse med et forskningsprojekt?
I Masseeksperimentet bidrager eleverne til et fælles projekt, hvor alle deltagerne er med til at skabe ny viden. Klassens resultater fra eksperimentet skal meldes ind her på hjemmesiden, og forskere fra Københavns Universitet vil herefter analysere resultaterne fra hele landet. Forskerne får på den måde ny viden, som er skabt af skole- og gymnasieelever, og eleverne får ”hands on-indsigt” i forskningens metoder.

Hvem kan være med?
Alle fra 0. klasse til 3.g kan være med i Masseeksperimentet 2012. Deltagende klasser får et gratis forsøgskit tilsendt og skal indberette deres data til forskerne, som udgiver gode historier til brug i undervisningen på baggrund af resultaterne samt en videnskabelig artikel til brug i forskningen.
Begrænset antal pladser
Det er muligt for 1300 klasser at deltage i Masseeksperimentet. Tilmeldingen lukker når så snart dette antal er nået eller senest d. 17. august. Det vil sige, at de 1300 pladser fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Hvor lang tid tager eksperimentet?
Masseeksperimentet udføres på en valgfri dag i løbet af uge 38-40. Du skal regne med, at det tager ca. 1-2 lektioner at gennemføre eksperimentet i klassen. Disse lektioner skal ligge omkring kl. 12, således at eleverne ikke skal faste for længe. Fra eksperimentets start vil der gå ca. 15 minutter indtil de fastende elever skal spise deres mad. Udover de 1-2 lektioner til eksperimentets gennemførsel kommer lærerens forberedelsestid og resultatindtastning. I lærervejledningen, som udgives i løbet af august, vil du kunne læse nærmere om tidsforbrug.

Indberet resultaterne senest 12. oktober 2012
Ved tilmeldingen til Masseeksperimentet forpligter du dig til at indberette resultaterne på hjemmesiden, når I er færdige med eksperimentet. Hvis du indberetter klassens resultater, er det gratis at være med i Masseeksperimentet. Hvis du ikke indberetter resultatet, skal du betale for forsøgskittet og forsendelses- og administrationsomkostningerne.

Bemærk, at der kan forekomme en del indtastningsarbejde for læreren i forbindelse med registrering af data.



Elever fra 6. klasse på Herstedøster Skole i Albertslund var én klasse ud af 1300 tilmeldte, som gennemførte esperimentet "Klassens hud på prøve" i 2011.


Printer venlig version