Dansk Naturvidenskabsformidling

om os

Hvad er Unge Forskere?
Unge Forskere er en konkurrence, der søger at stimulere og øge interessen for naturvidenskab, miljø, teknik og innovation blandt børn og unge i Danmark. Målet er at øge forståelsen for miljøets, naturvidenskabens og teknikkens betydning for vort samfunds udvikling. Konkurrencen er for alle børn fra 0.klasse til 3.G inddelt i tre kategorier efter klassetrin: Min Vildeste Ide er en kreativ konkurrence for de yngste, der fokuserer på vilde og innovative idéer. I Unge Forskere Junior og Senior har eleverne mulighed for at konkurrere med projekter fra naturfagsundervisningen. Projekterne indsendes og de bedste udvælges af Unge Forskeres Jury til at deltage i en af de regionale semifinaler og sidenhen Unge Forskere Finalen.

Konkurrencens historie og organisation
Konkurrencen Unge Forskere blev arrangeret for første gang i 1989 som en videreførelse af ”Philips Europæiske Konkurrence” og Familie Journalens ”Fysikernålen”. Dengang hed konkurrencen ”JP-Forsker” og var et samarbejde mellem Jyllands-Posten og Danmarks Fysik- og Kemilærerforening. I 1996 overtog Ingeniøren konkurrencen og gav den ved samme lejlighed navnet ”Unge Forskere”. I 2002 overtog Unge Forskeres komité selvstændigt ansvar for konkurrencen, der nu voksede til tre kategorier: ”Min Vildeste Idé”, ”Natur & Teknik ”samt ”Unge Forskere og Opfindere”. I 2009 blev Unge Forskere lagt under Dansk Naturvidenskabsformidlings administration, hvor den daglige ledelse har til huse.

Unge Forskeres organisation består dels af formandsskabet, som har det overordnede ansvar, og dels af styregruppen, som træffer beslutninger om den daglige organisering. Juryen står for udvælgelsen af projekter til årets semifinaler og finale samt for kåring af vindere indenfor alle tre kategorier.


Protektor H.K.H. Prins Joachim med komiteen for Unge Forskere, Jurymedlemmer og alle finalister 2011.