unge forskere senior
Unge Forskere Senior er oplagt for alle, der laver eller har lavet naturfaglige projekter, såsom:
- Studieretningsprojekter (SRP) for STX’ere og HHX’ere.
- Teknik eller teknologiprojekter for HTX’ere
Projektet skal laves alligevel – hvorfor ikke forsøge at vinde med det?
Du kan deltage med naturvidenskabelige projekter, spændende forsøg og nye opfindelser – eller en kombination? Du bestemmer selv, blot du ikke er fyldt 21 år 1. maj 2013.
Konkurrencen er bygget op omkring tre forskellige spor:
- LIFE SCIENCE
- PHYSICAL SCIENCE
- TECHNOLOGY
Læs mere om de enkelte spor her.
Det er ikke forudbestemt at dit bioteknologiske projekt skal ligge inde under sporet om kemi og life science, hvis du mener det passer bedre ind i sporet om Teknologi og Opfindelser. Det er helt op til dig. Dog kan du risikere at få flyttet dit projekt af forjuryen, hvis de mener, projektet er placeret helt forkert.
Challenges – tør du tage en udfordring?
Ud over de tre spor, vil der i år som noget nyt være såkaldte ”Challenges”. Disse challenges er en udfordring stillet af en dansk virksomhed, forskningsinstitution eller NGO, og du tilmelder dig en challenge på tværs af de tre spor, så du både deltager i den samlede konkurrence i det spor, dit projekt passer til OG din Challenge med det samme projekt. Med andre ord kan du løse rigtige problemer fra det virkelige liv og vinde endnu flere fede præmier.
Klik på skemaet herunder og se tidligere projekter fra de tre spor og eksempler på, hvordan en challenge besvarelse kunne se ud.
Konkurrencens opbygning
Unge Forskere har flere faser:
- Indsendelse af projekter
- For-jurymøde
- Regionale semifinaler
- Science Camp
- Finalen
- Science Camp
- Internationale konkurrencer
Når et projekt er indsendt, kan det af for-juryen udvælges til at deltage i en af fem semifinaler fordelt i hele landet. De bedste projekter går herfra videre til den store og festlige nationale finale.
Inden finalen inviteres alle finalister i senior kategorien til en science camp, der skal hjælpe med at finpudse projekterne op mod finalen og hjælpe med at forberede finalisternes præsentationer, så de bliver endnu skarpere.
Ved finalen dystes der – ud over kontante præmier for over 250.000 kr. – om deltagelse i en række internationale konkurrencer i for eksempel Kina og USA. Inden de fleste internationale konkurrencer inviteres deltagerne, der er udtaget til de enkelte konkurrencer, til endnu en science camp, der har særligt fokus på de internationale konkurrencer.


